ALEXANDRA ISABELLA JUSTICE

Først er der larmende stilhed et øjeblik. En kaffekop bliver stillet lidt for hårdt på altanbordet med et keramisk ”klink”, eller en for længst nedbrændt cigaret bliver slukket. Nogle gange bliver der taget en dyb indånding eller sunket en klump. Andre gange grædt.

 

”Det her har jeg aldrig fortalt nogen før,” lyder det så. Og så ved jeg, at jeg bare skal lytte.

​

Siden jeg var en helt ung pige med punkrockfrisure og teenagetanker er jeg ofte blevet trukket til side på de smalle skolegange og grebet om håndleddene med svedige håndflader fra venner, der havde noget at fortælle. Noget streng fortroligt.

 

Engang var det så voldsomt, at jeg var nødt til at tage fat i andre voksne, fordi en enkelt venindes sindstunge tanker var for store til, at min 14-årige ryg kunne løfte dem alene.

 

Nu er jeg selv voksen. 24 år helt præcist. Min ryg er blevet bredere og min nysgerrighed større. Og blodet banker om kap med adrenalinen, hver gang folk kommer til mig med noget spændende at fortælle, som ingen andre ved.

 

Jeg har en lille, livsglad bonusdatter på otte. Når min kæreste ikke er hjemme, trækker hun mig helt ned til sine runde, grønne øjne, sænker stemmen og fortæller mig om alverdens små, fortrolige tanker. Det elsker jeg, at hun gør. Så jeg lytter. Med næsten lige så store øjne og hovedet let på skrå lytter jeg. For ved at lytte er jeg sikker på, at tankerne kun vokser sig større og mere fortrolige med årene i takt med, at hun selv vokser.

 

Nu er det ikke længere kun nære venner på de smalle skolegange, der kommer op til mig. Nu er det den fremmede kvinde i Kop og Kande, der efter 30 sekunders samtale betror mig sine daglige KOL-smerter i lunger og sind. Det er den fjerne slægtning med sin førstefødte i maven, der med tårer i øjnene fortæller mig, at hun slet ikke ville have haft det barn. Senest var det da jeg bare skulle tanke benzin på Statoil, at Niels, far til Tobias med autisme, fortalte mig hele sin historie om sin kamp med systemet for at give sønnen det bedst mulige liv.

​

Som journalist ved jeg, at min naturlige evne til at tune ind på menneskers inderste, mest personlige frekvens er en mega vigtig, lille superpower. En egenskab, der er mere brugbar end selv den bedste pen og diktafon.

 

Og med den egenskab vil jeg skrive om mennesket bag rubrikken. Jeg vil pille den tabloide forside fra hinanden om kvinden, der hopper ud fra Rundetårn, og finde den større sammenhæng.

​

Jeg vil gøre som Line Vaaben gjorde det, da hun tog med Kjeld ud på sin allersidste rejse mod assisteret selvmord i Zürich og fandt det store tema "ensomhed" i en enkelt mands fortælling.

​

Jeg vil træde et skridt tilbage, fryse billedet og gå på opdagelse i detaljerne for at se det, som ofte bliver overset.

​

​

​

​

​

​

​

​

​